
Ørsted kirke – retouchering af kalkmalerier
14/06/2018af Birgitte Larsen
Nationalmuseets enhed for bygning og inventar skal konservere og restaurere altertavlen og prædikestolen i Dronninglund Kirke. Opgaven vil blive udført som et samarbejde imellem konservatorer med forskellige specialer – i bemalede overflader, i maleri på lærred, og i træ og trækonstruktioner.
Arbejdet forventes udført i mellem uge 32 og uge 40, og foregå sideløbende både i kirken og på konserveringsværkstederne i Brede.
Forsidebilledet viser Dronninglund kirkes interiør og den store renæssancealtertavle med en kopi af Carl Blochs maleri af opstandelsen. Altertavlen er dækket af en hinde af grågult snavs og misfarvet fernis. En stor del af arbejdet består derfor af rensning og fjernelse af misfarvninger. Desuden vil de løse farveskaller blive fastlagt, og farvemæssige mangler vil blive retoucheret. For at beskytte overfladerne imod både lys og snavs vil de til sidst blive helt eller delvist ny-ferniserede. Det udskårne rammeværk behandles i kirken fra stillads, men maleriet skal nedtages og transporteres til behandling på konserveringsværksted.

Lydhimmel, o. 1675, med rigt udskåret og stafferet udsmykning.
Foto: Karin Vestergaard Kristiansen
Det rige billedskærerarbejde hvilker tungt på selve himmelen, som har alvorlige udtørringsskader. Det gør ophængningen ustabil. Det er derfor nødvendigt at tage lydhimmelen ned og bringe den på værksted. Her vil den blive skilt ad, og ustabile samlinger og revner vil blive genlimet. De meget snavsede overflader vil desuden blive rengjort og løsnet farve bliver lagt fast. Nedtagningen vil blive foretage fra et specialbygget stillads. Imedens lydhimmelen behandles på museets værksteder i Brede behandles prædikestolen i kirken.

Lydhimmel med kraftig og aktiv revnedannelse i loftet. Foto: Karin Vestergaard Kristiansen




